Forside » Arrangementer og udstillinger » 14-årig juniorhandler med talent og ambitioner

14-årig juniorhandler med talent og ambitioner

kasper rex andersen_juniorhandlerKasper Rex Andersen er for nyligt fyldt 14, og han en af Danmarks bedste indenfor sit felt; Juniorhandling. Han opnåede en fornem semifinaleplads ved Euro Dog Show i Holland sidste måned, og også i Danmark gør han det rigtig godt. 

Ud af en sand hundefamilie

Kasper kommer fra en hundeglad familie og har nærmest fået interessen for hunde og hundeudstillinger ind med modermælken, da hans mor Maj-Britt har udstillet hunde siden 1985 – altså længe før Kasper kom til verden.

Til trods for sin unge alder har Kasper da også allerede dyrket juniorhandling i 4 år. Interessen for sporten fik han i øvrigt fra to af sine ældre brødre. Den ene er nu for gammel til juniorhandling, men den anden dyrker det stadig – ligeledes med stor succes.

Ingen hund er for stor eller lille

Kasper har selv to hunde; en Welsh Corgi Pembroke der hedder Juice, og en Shetland Sheepdog der hedder Amie. I juniorhandling-regi viser han fast en Japanese, Prinsen, i Dansk Kennel Klub og Klubben for Små Selskabshunde, og skulle Prinsen være forhindret, udvælger Kasper en anden hund.

Kaspers ”CV” spænder allerede bredt og han har efterhånden vist et utal af racer, lige fra store racer som Polski owczarek podhalanski  og storpudler til mindre racer som Japanese og Bichon Havanais.

Kaspers flotte resultater

Sidste måned opnåede Kasper en flot semifinaleplads ved Euro Dog Show i Holland, og i Danmark ligger han lige nu nummer 2 i kampen om titlen som Årets Juniorhandler, i såvel Klubben for Små Selskabshunde (KSS) som Klubben for hyrde-kvæg- og gårdhunde (KHGH), og han kan ikke hentes af de andre. I KHGH er det i underkategorien mini (10-13 år) – i kategorien maxi løber Kaspers storebror, Martin, med førstepladsen.

Ambitioner indenfor hundeverdenen

Kasper har med god grund fået blod på tanden, når det kommer til juniorhandling, og hans plan er da også at fortsætte som juniorhandler, til han fylder 18 år. Hans mål er at komme til alle Dansk Kennel Klubs hundeudstillinger, foruden alle de udstillinger han kan komme til i specialklubber. Kasper er nemlig begyndt at blive hyret til at vise hunde for andre, der ikke selv tør eller vil i ringen.

Også tiden derefter står i hundenes tegn – På langt sigt drømmer Kasper nemlig om at opdrætte Welsh Corgi Pembrokes.

Om Juniorhandling

Kort fortalt går juniorhandling ud på at vise en hund, hvor fokus ligger på, hvor godt hunden vises og hvor godt sammenspillet mellem juniorhandler og hund er, snarere end hvor smuk hunden er. Der gås bl.a. figurer, trekanter, 8-tal, Z, T og L, og der er naturligvis også visse regler. F.eks. må juniorhandleren aldrig komme mellem hund og dommer.

Derudover skal juniorhandleren bl.a. kunne redegøre for, hvilken race han/hun viser, hvor den kommer fra, hvad den er avlet til og hvad dommerne ellers kan finde på at spørge om.

Juniorhandlere skal være mellem 10 og 17 år.

Foto: Venligst udlånt af Kasper Rex Andersen – på billedet ses Kasper med Roseheaven’s Prins Fabian

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*