Forside » Forskning, viden og oplysning » Aktier i hundebranchen?

Aktier i hundebranchen?

yorkshire terrierI forgårs kunne man i Politiken læse, at erhvervskommentatoren Niels Lunde anbefaler aktieinvestorer at holde øje med hundemadsbranchen. 

Hundebranchen viger udenom økonomiske kriser

Baggrunden for tippet om at holde øje med hundebranchen skal findes i det faktum, at kæledyrsbranchen – i modsætning til mange andre brancher – har vist sig at være særdeles stabil i økonomisk trængte tider og tilmed spås et muligt boom, bl.a. fordi levealderen hos dyr bliver længere og længere, præcis som det gør sig gældende for mennesker.

Amerikansk kæledyrsmesse løfter sløret for kommende trends

Tidligere på måneden bragte New York Times en længere reportage fra den amerikanske kæledyrsmesse ”Global Pet Expo”, der med al tydelighed viser, at udviklingen indenfor kæledyrsbranchen stormer fremad og kun fantasien sætter grænser, når det gælder om at udtænke produkter og koncepter til f.eks. hundene. Her sås således både indendørs træningsmaskiner til hundene, vitaminholdigt hundekildevand, hundevenlige kager og meget mere.

Vi bruger flere og flere penge på vores hunde

Amerikanernes kæledyrsforbrug slog da også rekord i 2010: De brugte hele 55 milliarder dollars, svarende til ca. 291 milliarder danske kroner, på deres kæledyr! Da kæledyrsbranchen tilmed er en branche, der er mere styret af følelser end fornuft, er der ikke umiddelbar udsigt til at forbruget aftager, så hvis man har forstand på aktiehandel, er Niels Lundes tip måske værd at undersøge nærmere…?

Kilde: Politiken og New York Times
Foto: ©iStockphoto.com/Pavel Timofeyev

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*