Forside » Politik, regler og love » Bedre vilkår for grønlandske slædehunde

Bedre vilkår for grønlandske slædehunde

Grønlandske slædehundeEt hold dyrlæger og dyrlægestuderende fra LIFE har været i Ilulissat, hvor de sammen med grønlandske embedsdyrlæger har dokumenteret omfanget af sygdom forårsaget af tandklip på grønlandske slædehunde.

Ulovligt at klippe hjørnetænderne på grønlandske slædehunde

Siden 1950’erne har grønlandske slædehundehvalpe rutinemæssigt fået klippet deres hjørnetænder, inden de er fyldt 9 måneder for dermed at begrænse skadeomfanget og antallet af hundebid. Takket være de grønlandske embedsdyrlæger samt et hold dyrlæger og dyrlægestuderende fra LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet er dette nu blevet gjort ulovligt.

Følgerne af tandklip på slædehunde

Studierne i Ilulissat viste, at man, ved at klippe hundenes hjørnetænder i en så ung alder, beskadiger tændernes nervekammer. Hundene får som følge deraf sygdomme som bl.a. kronisk betændelse og smertefulde tandbylder. På baggrund af studiernes dokumentation vedtog det grønlandske hjemmestyre i oktober 2010 enstemmigt en lovændring, der forbyder beskadigelse (herunder tandklip) af slædehundenes hjørnetænder.

Glade for at kunne forbedre dyrenes velfærd

Seniordyrlæge på Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme på LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet, Hanne E. Kortegaard udtaler ”Vi er rigtig glade for at kunne bidrage til at forbedre dyrs velfærd. De grønlandske slædehunde har utvivlsomt haft ondt i varierende grad på grund af den tidligere lovgivning, der påbød tandklipning”.

Kilde: LIFE- Det Biovidenskabelige Fakultet
Foto: ©iStockphoto.com/MogensTrolle

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*