Forside » Sundhed og sygdom » Dyreklinik plages af tidligere ejers dårlige ry

Dyreklinik plages af tidligere ejers dårlige ry

kastrupvej 243

Dyrlægerne Marianne Sølvsten og Rasmus Lennart Hansen åbnede for et par uger siden en dyreklinik på en adresse, hvor den såkaldte Doktor Dyredød tidligere har huseret, og de har allerede mærket, at tidligere ejers ry klæber til adressen.

Svært at slippe af med tidligere ejers ry

Dyrlægerne Marianne Sølvsten og Rasmus Lennart Hansen ejer i forvejen Valby Dyreklinik, og den 1. oktober i år åbnede de så den nye klinik på Amager på hjørnet af Kastrupvej og Syrefabriksvej. En klinik, der tidligere er blevet drevet af Jens Breth Hansen, der i dyrekredse ofte går under navnet Doktor Dyredød. Det skriver Amager Bladet.

I dyrekredse bliver der advaret heftigt mod Jens Breth Hansen, der i øvrigt også har været i mediernes og Fødevarestyrelsens søgelys, og der er blandt andet lavet en hjemmeside til formålet, ligesom dyreforaer og facebook flittigt anvendes til at sprede advarslerne.

Det er netop denne aktivitet, de nye indehavere af klinikken mærker, fordi klinikkens adresse Kastrupvej 243 sidestilles med Doktor Dyredød.

Nye ejere vil gerne det dårlige ry til livs

Ifølge Amager Bladet er det i dag dyrlæge Regitze Andersen samt de to ejere, der tager imod i klinikken på Kastrupvej 243, og de skal næsten dagligt forholde sig til tidligere ejers rygte.

De forklarer til bladet, at de intet har med Doktor Dyredød at gøre, og de føler selv, at de har gjort, hvad de kunne for at gøre opmærksom på det, men det er svært, fordi adressen er omtalt i nogle af advarslerne på nettet, blandt andet er et Facebook opslag, der advarer mod klinikken på adressen, blevet delt mere end 11.500 gange.

Med denne artikel håber vi at kunne være med til at oplyse om klinikkens nye ejerforhold.

Kilde: Amager Bladet