Forside » Bøger, film, TV og nettet » En firbenet filmstjerne

En firbenet filmstjerne

Nynne sammen med Pilou AsbækCharlotte Andersen og hendes firbenede følgesvend, pomeranianen Nynne, fik for nyligt deres livs oplevelse, da Nynne med kun 1 dags varsel blev headhuntet til at spille rollen som Simon Spies’ højtelskede hund Archibald.

Tju-hej hvor det går…

Da Charlotte tjekker mail d. 29. maj, ligger der en mail i inbox’en fra en producerassistent på Alphaville Productions Copenhagen. Producereassistenen er på udkig efter en pomeranian, der kan spille rollen som Simon Spies’ hund Archibald i en ny dansk spillefilm med titlen ”Spies og Glistrup”, der får dansk biografpremiere til foråret 2013.

Det burde i og for sig ikke være et problem, da Charlotte som racerepræsentant for pomeranian kender mange pomeranian-ejere, men så alligevel… Hunden skal nemlig stille i København allerede dagen efter, så nu skal der tænkes hurtigt… Efter en del opringninger, Facebook-korrespondancer og sms’er tilsat en smule panik og lidt sved på panden er planen i midlertidig klar: Charlottes egen pomeranian Nynne er klar til at spille hanhund for en enkelt dag, og kørelejlighed fra Aalborg til København er der også styr på…

En rigtig stjernehund

Kl. 4 næste morgen sidder Charlotte og 3 skønne pomeranianer i veninde Kis’ bil på vej mod København. Optagelserne foregår på Spies’ gamle Hotel Mercur og Pilou Asbæk spiller rollen som Spies. Vel ankommet må Charlotte indledningsvist berolige bl.a. Pilou – han har nemlig hørt, at pomeranianer er meget hidsige hunde, og til dét er der jo sådan set kun en ting at svare, så Charlotte forklarer kækt; ”hvis du bliver bidt, Pilou, så er det ikke af Nynne, men af hendes mor fordi du ikke er sød ved hende”.

Optagelserne står på over 4 ½ time og Nynne tager det hele i stiv pote – man er vel en filmhund? Hun bliver både gået med i snor og båret på arm, og charmer hele filmsettet med sin ophøjede ro. At dømme ud fra begejstringen kunne man nærmest fristes til at tro, at pomseren bliver den nye modehund blandt filmfolk…?

”Spies og Glistrup”

Hvis du kunne tænke dig at se Nynne som filmstjerne, er det filmen ”Spies og Glistrup”, du skal se. Filmen har dansk biografpremiere i foråret 2013, og handler om Simon Spies’ og Mogens Glistrups venskab op igennem 70’erne og 80’erne. I filmens hovedroller ses Pilou Asbæk som Simon Spies og Nikolas Bro som Mogens Glistrup – og så selvfølgelig Nynne som Archibald…

P.S. Det er i øvrigt Charlotte Andersen, der i sin tid har hjulpet os med raceportrættet af pomeranian.

Har din hund også stjernepotentiale? Så læs evt. med om Anette Røpkes modelvirksomhed for hunde.

Foto: Venligst udlånt af Charlotte Andersen

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*