Danmarks Jægerforbund har netop lanceret en ny smart service, hvor man ved hjælp af mobiltelefonen kan få oplyst telefonnumrene på 3 sweisshundeførere i nærområdet.
Brug af sweisshunde
Nu hvor bukkejagten snart skydes i gang, er der traditionelt travlhed blandt landets sweisshundeførere. Tjenesten kan dog også benyttes i andre sammenhænge end jagt – f.eks. hvis en bilist påkører noget vildt, og der er behov for en eftersøgning af dette.
De nærmeste sweisshunde
SMS-tjenesten virker i al sin enkelthed ved, at man sender en SMS med følgende indhold: HUND POSTNUMMER til telefonnummer 1220. Dvs. eksempelvis HUND 4300 hvis behovet for en sweisshund opstår i Holbæk-området. Herefter får man tilsendt navne og telefonnumre på de 3 sweisshundeførere, der er nærmest Holbæk.
Det koster 1 kr. udover alm. SMS-tekst.
Om sweisshunde
Begrebet sweisshunde stammer fra den tyske betegnelse ”sweiss”, der anvendes om vildtblod. Sweisshunde er således hunde, der er trænet til at opspore anskudt eller påkørt vildt. I Danmark har der siden 1974 eksisteret et register over sweisshundeførere.
Foto: © Henrik Beck, Danmarks Jægerforbund