Forside » Politik, regler og love » Fyrværkerireglerne strammes måske

Fyrværkerireglerne strammes måske

NytårsfyrværkeriSom reglerne er i dag, er det tilladt at fyre fyrværkeri af i Danmark fra d. 1. december til 5. januar. DF indsendte i december forslag om, at perioden blev kortet ned til 10 dage, og i denne uge lagde erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen fra SF så op til, at der skal kigges nærmere på fyrværkerireglerne.

Sikkerhedsstyrelsen vil undersøge fyrværkerireglerne

Annette Vilhelmsen har i første omgang bedt Sikkerhedsstyrelsen undersøge de mulige konsekvenser af en afkortet affyrings- og salgsperiode, ligesom de skal komme med deres bud på, hvordan fyrværkerireglerne bedst ændres.

Sikkerhedsstyrelsens undersøgelse forventes at være færdig engang i løbet af foråret, hvorefter regeringen vil fremsætte et lovforslag om nye regler på fyrværkeriområdet.

Inden undersøgelse er færdigudarbejdet, har regeringen ikke nogen konkrete bud på, hvor meget fyrværkeriperioden skal afkortes. Annette Vilhelmsen udtaler dog ”Fyrværkeri er festligt, men det kan også være farligt. Hvert år kommer mange mennesker til skade. Jeg ved, at mange borgere, miljø- og dyrevelfærdsorganisationer føler sig generet af fyrværkeri og ønsker affyringsperioden forkortet”.

Måske godt nyt til mange danske hundeejere

En kortere fyrværkeriperiode vil formentlig vække begejstring for rigtig mange danske hundeejere. Dyrenes Beskyttelse skønner, at ca. 1/3 af de ca. 500.000 hunde der findes i Danmark, er bange for fyrværkeri, så det er ganske mange hunde og hundeejere, der kan se frem til, at bragene nu forhåbentlig begrænses til færre dage.

Liberal Alliance ser ikke umiddelbart ud til at bakke op om en forkortelse af fyrværkeriperioden. Tværtimod kalder de det ”hysterisk” og partiets erhvervsordfører, Mette Bock, udtaler bl.a. ”Det her er et personligt ansvar og ikke et statsligt anliggende. Vi har brug for at more os i årets mørkeste måned, så derfor skal fyrværkeriperioden ikke forkortes”.

Kilde: TV2 Østjylland
Foto: Line, Hunde Nyheder

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*