Forside » Transport og rejse » Hund vendt hjem efter mere end 3 måneder

Hund vendt hjem efter mere end 3 måneder

islandsk fårehund

Den islandske fårehund Vina forsvandt i slutningen af maj måned, men mere end tre måneder senere ringede telefonen med en glædelig nyhed, og Vina er i dag genforenet med sine ejere.

Hund forsvandt ud af hoveddøren

Vina var i slutningen af maj måned med på besøg hos et vennepar i Tullebølle på Langeland – og her så hun desværre sit snit til at stikke af, da manden i huset gik ud med skraldet… Herefter fulgte en hektisk og fortvivlet tid, hvor Vinas ejere forsøgte at finde deres forsvundne hund.

De fik bl.a. oprettet en gruppe på Facebook, hvor der løbende kom meldinger fra folk, der havde set Vina, men desværre var hun ikke at finde, når de rykkede ud og ledte efter hende. Der blev sat sedler op i byens butikker, men lige lidt hjalp det…

Vina vender hjem

I slutningen af august ringede telefonen i midlertidig med godt nyt. En mand fortalte, at han havde fanget Vina nær Humble (ca. 18 km. fra Tullebølle), og at han ville komme med hende den samme morgen. Stor var gensynsglæden derfor, da hund og hundeejere kort tid efter kunne genforenes.

Hvad den ca. halvandet år gamle Vina har bedrevet på sin tre måneder lange springtur, er det formentlig kun hende selv, der kan svare på, men hendes ejer Anne fortæller til Hunde Nyheder, at hun holder sig tæt til dem og i øvrigt trives rigtig godt.

Foto: Venligst udlånt af Anne Jacobsen