Forside » Sundhed og sygdom » Hunde døde under ophold i hundepension

Hunde døde under ophold i hundepension

franske bulldogs

Din Radio Silkeborg skriver her til morgen, at to franske bulldogs omkom natten til igår, mens de blev passet i en hundepension tæt ved Silkeborg.

Flere uheldige omstændigheder

Den dybt ulykkelige ejer af Tollund Hundepension bekræftede her til morgen hændelsen overfor den silkeborgensiske radiostation. Han forklarer, at der er tale om et uheldigt sammentræf af omstændigheder, og siger til radioen;

”Det forhold at franske bulldogs i forvejen har svært ved at trække vejret, varmen og vores nye hundehuse, der desværre har vist sig ikke at have tilstrækkelig ventilation, førte til tragedien”.

De to franske bulldogs tilhører to forskellige ejere, og de blev fundet af pensionens ejer i går morges. Ejeren forklarer overfor Din Radio Silkeborg, at hundene altid har adgang til vand undtagen om natten, hvor man har haft dårlige erfaringer med, at hundene har væltet vandskålen.

Efter den ulykkelige hændelse er der dog blevet ændret på forholdene i pensionen, så alle hundehuse har tilstrækkelig ventilation, og alle hunde har adgang til vand døgnet rundt.

Kilde: Din Radio Silkeborg, Silkeborgnyt.dk
Foto: Line, Hundenyheder.dk (der er ikke tale om de to nu afdøde hunde!)