Forside » Hunderace » Raceportræt: Løwchen
« Ny søgning efter hunderacer

Raceportræt: Løwchen

LøwchenTina Elnef fra Kennel Silvercoat har opdrættet løwchen i 21 år, og hun har hjulpet os med dette raceportræt.

Tina fortæller, at hun stadig er lige så vild med racen, som da hun begyndte at opdrætte den for 21 år siden. Bl.a. fordi en løwchen altid er i godt humør og med på sjov. Det er en race, som er forskånet for de populære ”børnesygdomme”, som kan ramme hunde i dag.

Tinas mål er at opdrætte og avle nogen sunde og racetypiske løwchen, at avle en hund som folk kan have glæde af i mange år og som er en velfungerende familiehund.

Løwchen fra Kennel Silvercoat har desuden opnået fine udstillingsplaceringer, deriblandt multi BIR og BIS placeringer, to gange verdensvindere og 20 danske champions.

Hvad kendetegner en løwchen?

Løwchen er en intelligent hunderace og den har et kærligt og legesygt væsen. Løwchen harmonerer rigtig godt med børn, samtidig med at den egner sig godt til at bo sammen med andre hunde.

Løve-looket er racens kendetegn, og på trods af sit sarte udseende er løwchen en meget robust hund.

En løwchen skal være veltilpas under alle forhold. Den skal være generelt robust, med god knoglekraft, stolt og selvsikker. En løwchen er en rigtig god familiehund.

Hvor meget motion/aktivering kræver en løwchen?

løwchen hvalpEn løwchen er glad for at komme en tur i skoven eller en tur til stranden. En del løwchen er rigtig glade for vand og svømmer gerne.

Det er nemt at opdrage og træne en løwchen. Derfor kan racen bruges til hundesport som for eksempel lydighed. En anden ting der er indlysende at bruge løwchen til, er agility. Den elsker farten og at springe.

Hvis man vil lære sin løwchen forskellige tricks og kunster, er den helt med på det, og den er da også brugt i cirkus forskellige steder.

Hvordan aktiverer man bedst en løwchen udover gåture?

En løwchen er en lille og hurtig hund, og kan derfor med fordel bruges til agility. Den er lærenem og kan også bruges til lydighed.

Løwchen bliver også brugt i cirkus den dag i dag.

Er der pelspleje eller lign., man bør være opmærksom på?

Trods sin store pels fælder løwchen ikke løbende, kun to gange årligt.

løwchenPelsen på en løwchen består af henholdsvis lange dækhår og underuld. Det er underulden, som hunden smider to gange om året i forbindelse med fældning. Det sker om foråret og om efteråret.

En løwchens underuld er let og der er ikke så meget af den, så det hele vil ikke kunne falde helt ud af pelsen ved egen hjælp. Derfor er det vigtigt, at man får børstet hunden, for hvis man ikke får den løse underuld ud af pelsen, vil det filtre.

En løwchens kendetegn er løve-looket. Typisk klippes hvalpene i løveklipning allerede ved opdrætteren ved 8 ugers alderen. Derefter klippes en løwchen ca. hver 2-3 måned.

Har du nogle gode råd til folk, der overvejer at anskaffe sig en løwchen?

Løwchen er en meget sund race og bliver derfor også op til 15-16 år gammel, dvs. at man har en god kammerat i mange år, og det skal man selvfølgelig være bevidst om

Løwchen er en selskabshund og den følger dig, hvor du går. Hunden er rigtig god til børn og vil gerne blande sig i deres leg.

Fotos: Venligst udlånt af Tina Elnef

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*