Forside » Hunderace » Raceportræt: Alaskan Malamute
« Ny søgning efter hunderacer

Raceportræt: Alaskan Malamute

alaskan malamuteFrauke Siemer Jørgensen har hjulpet os med raceportrættet af alaskan Mmlamute. Frauke er netop blevet valgt som racerepræsentant for alaskan malamute, og kommer derfor til at indgå aktivt i raceledelses- og bestyrelsesarbejde, hvilket hun ser frem til.

Frauke er ikke opdrætter, men repræsenterer racen som alaskan malamute-ejer (og elsker). Hun har fra starten interesseret sig for racens historie, adfærd og udtryk, og tilbringer derfor meget af sin fritid på at undersøge alle mulige aspekter af racen, hvilket hun glæder sig til at bruge endnu mere tid på – i kraft af sin nye post i Dansk polarhundeklub.

Interessen for alaskan malamute deler hun i øvrigt med sin kæreste, både hvad angår racens historie, sygdom, træning osv., og de deltager gerne aktivt i udstillinger, løb og andre arrangementer – både som deltager og medhjælpere.

Hvad kendetegner en alaskan malamute?

En alaskan malamute er en muskuløs hund med en stolt holdning, der udstråler både handlekraft og nysgerrighed. Den har en fyldig dobbeltpels med grovere dækhår, der beskytter den uldne underpels. Pelsen kan have flere forskellige farver, mens øjnene altid er brunlige.

Racen nyder at følge dig på ture i naturen, uanset om de foregår til fods, på cykel eller i sneen. En alaskan malamute bør være imødekommende overfor mennesker, men den kræver god opdragelse og en fast hånd i samvær med andre hunde.

En alaskan malamute er udstyret med et robust skelet, sunde lemmer og god muskulatur, der tilsammen giver de rigtige fysiske egenskaber, den behøver for at udføre sit arbejde vedvarende og effektivt. Oprindeligt har den været brugt til transport af nomadefolkets ejendele over lange distancer

Hvor meget motion/aktivering kræver en alaskan malamute?

Alaskan malamute er en aktiv hunderace, der kræver daglige gåture og andre former for aktivering. Dog må man også erkende, at dens selvstændige væsen gør den til en udpræget jæger, og gåture uden snor er derfor ikke at anbefale.

Hvordan aktiverer man bedst en alaskan malamute udover gåture?

En alaskan malamute elsker at bruge sit hoved samtidig med at den får lov til at udfolde sig fysisk. Det er en stærk hund, der oprindeligt har været brugt til transport af nomadefolkets ejendele over lange distancer, hvorfor brugen af malamutter i forbindelse med slædesport er yderst attraktivt – også i Danmark. I Danmark tillader klimaet i midlertidig ikke altid træning på sne, men der er stadig rig mulighed for at bruge andre køretøjer (cykel, vogn eller scooter), hvis interessen er der (og det uanset om man har 1 eller 10 hunde).

Selvom en alaskan malamute er en ‘slædehund’, er det ikke en nødvendighed, at man kaster sig ud i slædesporten. Der findes mange andre måder at aktivere sin malamute på, og er man ikke til de raske ture i skoven, så er weightpull (træk af dødvægt over kort distance) måske en mulighed, for på den måde at træne malamuttens muskulatur. Her udnyttes malamuttens stædighed og fightervilje, samtidig med at samarbejdet mellem ejer og hund er afgørende, for at hunden når målstregen. Og her ligner ejer og hund måske hinanden, for netop i ejerskabet af en malamute, kræver det nogle gange viljestyrke fra ejerens side.

En alaskan malamute er egensindig (hvilket nogle gange forveksles med dumhed) og er ikke altid villig til at udføre bestemte handlinger – som f.eks. at løbe efter bolden. Det er derfor vigtigt, at man som ejer gør det spændende for sin hund. Ellers keder den sig simpelthen. Udforsk og udfold dens muligheder og der er (næsten) ingen grænser for, hvad malamutten kan opnå. For selvom racens store selvsikkerhed og jagtinstinkt er fremtonet, har der været succes med malamutters deltagelse i både lydighedstræning og agility. I det hele taget er udnyttelsen af dens intelligens i afvekslende trænings- og legesituationer oplagt, da malamutten selv holder af udfordringen.

Er der pelspleje eller lign., man bør være opmærksom på?

Alaskan malamute har en fyldig dobbeltpels med grovere dækhår, der beskytter den uldne underpels. Pelsen kræver børstning og selvom pelsen er selvrensende, vælger mange at bade deres hunde engang imellem, for enten at hjælpe til nedfældning eller bare for at have en ‘ren hund’.

På grund af klimaet og de forholdsvis varme somre i Danmark, sker der derfor også en naturlig fældning af den varme underuld. Det er helt naturligt, men kan virke voldsomt, da “pelsen skaber illusionen af en krop” hos malamutten, som en dommer engang udtrykte det. I denne periode vælger de fleste at børste deres hunde mere end normalt (nogle gange dagligt), da man derved kan afhjælpe hunden med den løse uld og hunden på den måde hurtigere sætter en sommer/vinterpels. Affældningen sker hos tæver ofte I forbindelse med løbetiden, mens man hos hanhundene ser det i foråret/efteråret, men det varierer meget fra hund til hund og er også nogle gange afhængigt af klimaet.

Har du nogle gode råd til folk, der overvejer at anskaffe sig en alaskan malamute?

En alaskan malamute er en dejlig race, der kræver en fast hånd og tålmodighed. Besidder man disse egenskaber, er valget af malamutten måske det helt rigtige. Men! Det anbefales enhver – uanset race – at se hunden ‘live’, inden man bestemmer sig endeligt. Det er let at forelske sig i malamuttens smukke ydre, men oplev en malamute – til løb, udstilling og hjemme i vante omgivelser – inden du bestemmer dig endegyldigt.

Der findes en del litteratur om racen (dog primært på engelsk), der også kan give en potentiel ny ejer et indtryk af racens karakteristiske væremåde. Besøg forskellige kenneler også selvom de ikke har hvalpe, og dan dig et indtryk af opdrætterne og det arbejde de lægger i racen. Det er trods alt dem, der I sidste ende leverer den hund, der skal følge dig de næste 10-15 år og nogle gange kan det være svært at abstrahere fra en dejlig og sød lille hvalp. Spørg ind til sundhedsmæssige aspekter, såsom HD (hoftedysplasi) og øjenlysningsresultater – der har igennem de senere år været fokus på netop disse to aspekter, hvorfor det er vigtigt at forholde sig til det og undersøge det nøje. Og sidst, men ikke mindst, så kontakt racerepræsentanten, der altid vil stå til rådighed med henblik på mere info og snak om racen.

Mere information om alaskan malamute?

Dansk Polarhunde Klubs hjemmeside kan du finde mere information om alaskan malamute, inkl. kontakt informationer på racens racerepræsentant.

Foto: Venligst udlånt af Heidie Hemmingsen

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*