Forside » Hunderace » Raceportræt: Border Collie
« Ny søgning efter hunderacer

Raceportræt: Border Collie

Border CollieLone Börger, der er border collie opdrætter, instruktør og aktiv konkurrenceudøver inden for agility, LP, Rally-O og snart hyrdning, har hjulpet os med at besvare de 5 spørgsmål, der danner baggrund for raceportrættet af border collie.

Lone er bl.a. uddannet hos den internationalt anerkendte norske hundetræner og forfatter Turid Rugaas, men efteruddanner sig løbende ved at træne hos nogen af de dygtigste hundetrænere.

Lone er indehaver af Kennel Working Border og har pt. 4 skønne border collier, som hun træner med næsten hver dag.

Hvad kendetegner en border collie?

Border collien er efter min opfattelse verdens mest fantastiske hunderace – på godt og ondt!

Border collien tilhører gruppen af hyrdehunderacer og er opdrættet til at kunne arbejde med at hyrde får i op til otte timer dagligt. Den er atletisk bygget, udholdende og meget hurtig i sine bevægelser. Samarbejdsevnen er helt i top, men border collien kan også tænke selv og arbejde selvstændigt.

Det er først og fremmest en arbejdshund med et højt energiniveau, altid glad og med på hvad som helst – altid klar til at yde sit bedste!
Border collien kan fint finde sig tilrette i en aktiv familie, som har sat sig ind i racen og dens behov. Da den er meget samarbejdsivrig og elsker at træne, egner den sig fortrinligt til de fleste former for træning og hundesport.

Hvor meget motion/aktivering kræver en border collie?

Border collien kræver en del fysisk aktivitet dagligt og ikke mindst mentale udfordringer. Den er hurtigt opfattende og dermed en fornøjelse at arbejde med. Men den lærer lige så hurtigt det uønskede som det ønskede.

Hvis en border collie ikke får den nødvendige aktivering, skal den nok selv sørge for det, og det er ikke sikkert, at ejeren er helt enig i valg af aktiviteter… Kommer han/hun en dag hjem til et raseret hjem, er det et vink med en vognstang om, at hundens liv er for kedeligt.

Hvordan aktiverer man bedst en border collie udover gåture?Hyrdehund Border Collie

Border collien elsker alle former for aktivitet og træning.  Racen ligger helt i top inden for de fleste former for hundesport som fx agility, LP (lydighedsprogram), rally-lydighed, dogdancing og meget mere.

Border collien er ligeglad med hvilket niveau, den arbejder på, bare den får mulighed for at bruge sig selv.

Flere og flere hyrder på får med deres border collie på hobbyniveau, og der er også mulighed for at deltage i hyrdekonkurrencer i Danmark.

Er der pelspleje eller lign., man bør være opmærksom på?

De fleste border collier har medium pels, der er ’selvrensende’. Racen findes også i en korthåret udgave.

Har du nogle gode råd til folk, der overvejer at anskaffe sig en border collie?

For DKK stambogsførte border collier er der sundhedsmæssige avlsrestriktioner for racen. Forældrene skal være øjenspejlet fri for en række øjensygdomme, som forekommer i collieracerne, lige som de skal have gode hofter (status A eller B). Ellers er der ingen nævneværdige sundhedsmæssige forhold, man specielt skal være opmærksom på.

Med god socialisering i hvalpeperioden er der normalt ikke problemer med andre hunde.

Da racen ’tænder’ let, kan mindre børn hurtigt få en border collie op i stressniveau pga. deres hurtige og uforudsigelige bevægelser.  Border collien kan dog trives fint i en børnefamilie, hvis forældrene er opmærksomme på dette.

Mange border collier vil gerne løbe efter cykler, kondiløbere, biler og alt hvad der ellers bevæger sig hurtigt.  Det kan få fatale følger, hvis den adfærd ikke bringes under kontrol, mens hunden er hvalp.

Fotos: Venligst udlånt af Lone Börger

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*