Forside » Hunderace » Raceportræt: Coton de Tulear
« Ny søgning efter hunderacer

Raceportræt: Coton de Tulear

Coton de TulearCharlotte Sølvsten, racerepræsentant for Coton de Tulear og indehaver af Kennel Madagaskarhunden, har besvaret på spørgsmålene, der danner baggrund for raceportrættet af Coton de Tulear.

Charlotte er 48 år og i familien har de haft Coton de Tulear de seneste 7 år. I dag har de fire Cotoner, tre tæver og en hanhund, hvoraf sidstnævnte er udstationeret hos svigerinden.

Familien ledte i sin tid efter en lille men robust hund, som de kunne have med sig ud i verden. Charlottes mand ville egentlig gerne have en jagthund, men familien måtte se i øjnene, at en stor hund ikke var dét, de skulle have. Da alle i familien lider af allergi, var de til gengæld ikke i tvivl, da de første gang blev præsenteret for Coton de Tular, der jo også går for at være allergivenlig.

Racevalget har de aldrig fortrudt – en hund er i løbet af årene blevet til fire, og især lydighedstræning, udstilling og nu også rally (lydighed på en bane) er blevet en del af hverdagen sammen med hundene.

Charlotte tog for 3 år siden DKK’s opdrætteruddannelse og tillægsuddannelsen, så hun endvidere har den lovpligtige hundeholderuddannelse. Familiens kennel, Madagaskarhunden, opdrætter hvalpe en gang i mellem, men selvom de er professionelle, når det gælder opdræt, er det udelukkende en hobby, og de har kun hvalpe, når der er tid og overskud til det. Som Charlotte siger, er det nemlig en kæmpe opgave at sende små uldtotter godt af sted ud i verden.

Hvad kendetegner en Coton de Tuelar?

Cotonen er en meget kærlig, livlig, nysgerrig og klog lille hund, der knytter sig tæt til hele familien – både børn og voksne. Den vil meget gerne være med der, hvor familien er.

Den er også en rigtig sofa-hygge-trold, og hvis du ellers giver den lov, så deler den også gerne sengen med dig.

Hvor meget motion/aktivering kræver en Coton de Tulear?

Selvom en Coton de Tulear ikke er stor, er den fysisk udholdende, og som voksen traver hunden let ture på både 5 og 10 km, hvis den vel og mærke er trænet op til det. Men det daglige motionsbehov ligger på ca. 1 times motion fordelt på flere gåture ude over dagen

Hvordan aktiverer man bedst en Coton de Tulear udover gåture?

Cotonen er utrolig lærenem. Den elsker at træne alt fra lydighed, tricks, til agility og rally. Og det vil faktisk være en dødssynd ikke at udfordre den lille hund med lidt daglig træning, for den nyder det, og man får – som ved alle hunde – en meget glad og veltilpas hund, der hviler i sig selv.

Er der pelspleje eller lign., man bør være opmærksom på?

Når man anskaffer sig en Coton de Tulear, så anskaffer mig sig også en pelsplejekrævende lille hund. Vær realistisk – er der tid til at passe pelsen, så hunden kan føle det velvære, den har krav på?

Pelsen skal jævnligt vaskes, fønes, børstes osv. Og det er en skrøne, at hunde og herunder Cotoner ikke må vaskes ofte – en ugentlig vask eller vask hver 14. dag er ikke for meget. Jævnlig vask er også med til, at pelsplejen bliver meget lettere.
Hvis pelsplejen bliver for meget, så kan pelsen klippes i et såkaldt ”hvalpeklip” eller ”bamseklip”, men det skal helst ske, FØR pelsen er blevet en sammenfiltret sok, og hunden må barberes ned.

Find en hundefrisør, der er med på, at ejeren er med den første gang, så hunden kan vænne sig til det uden efterfølgende psykiske mén.

Har du nogle gode råd til folk, der overvejer at anskaffe sig en Coton de Tulear?

Først og fremmest skal de overveje, om de har tiden til et nyt familiemedlem? – Et hundeliv i en travl familie, hvor den kun er med på sidelinjen i den daglige madpakkesmørring er ikke et værdigt liv for en hund.

Man skal have tiden til samvær på hundens præmisser, lidt træning, gåture osv., og så kan den nyde at være med i familiens øvrige aktiviteter.

Mere information om Coton de Tulear?

Besøg Klubben for Små Selskabshundes hjemmeside, hvis du ønsker at læse mere om Coton de Tulear.

Foto: Venligst udlånt af Charlotte Sølvsten

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*