Forside » Hunderace » Raceportræt: Mops
« Ny søgning efter hunderacer

Raceportræt: Mops

mops

Birgit Seloy fra Kennel Seloy har hjulpet os med raceportrættet af mops. Birgit fortæller, at en lille sort moppetæve stjal hendes hjerte for 15 år siden. Egentlig skulle Birgit slet ikke beholde hende, men den kommende ejer fortrød, så hun blev hos Birgit, som har haft mopper lige siden.

Dengang var racen forholdsvis ukendt, men i løbet af de mellemliggende år er den vokset eksplosivt. Birgit får cirka 1 kuld om året i sin lille hobbykennel, men på trods af det lille antal, er det blevet til mange champions. Birgit er desuden dommer i DKK og har dømt racen i mange lande i gennem årene.

Hvad kendetegner en mops?

Moppen findes i fawn (lys med sort maske), abrikos, sort og den ekstremt sjældne race silver. Normal vægten er 7-10 kg.

Moppen er klassens klovn, altid glad og venlig, såvel over for børn, voksne, gamle og alle andre hunderacer – også katte er moppen glad for.

Dens venlighed gør, at den indimellem i dumhed farer hen til knapt så venligt indstillede racer, hvad der godt kan udløse slagsmål fra den anden hunds side, aldrig fra moppen.

Hvis man i familien har meget små børn, så er moppen meget glad, men det er nødvendigt at overvåge børnene. En moppe siger ikke fra, og lader sig gerne klæde ud og transporteres i en barnevogn.

Moppen er ikke vagtsom og modtager gerne en indbrudstyv med adskillige kys.

Moppen morer sig gerne med legetøj, men ligger helst oveni hele familien, og gerne i sofa og seng.

Hvor meget motion/aktivering kræver en mops?

Moppen kræver ikke megen motion. Mine går gerne en tur om dagen, passende for dem er 2-3 km.

Sætter man sig ned, lægger moppen sig ned og sover, men i det øjeblik man rejser sig, er der fuld fart over den.

Hvordan aktiverer man bedst en mops udover gåture?

Lydighed er ikke dét, moppen synes står øverst på dagsordenen. Man indlærer de ting den skal via leg.

Mange siger ofte; ”Når jeg bliver gammel, vil jeg have en moppe”. Jeg svarer ofte, at så er det for sent, for indtil moppen er cirka 1½ år gammel, har den masser af krudt bagi, og er oplagt til leg hele dagen.

Er der pelspleje eller lign., man bør være opmærksom på?

Der er ikke meget pelspleje. Moppen fælder i perioder, hvilket kan afhjælpes med et bad, og en god underuldskam (den bedste er en schæferkam).

Under næserynken kan der sætte sig skidt, og 1-2 gange om ugen kan det fjernes med vat og olie, eller vat og varmt vand.

En meget tør næse, kan afhjælpes med Elisabeth Arden`s Eight Hour cream.

Neglene bliver lange, og fra de er små, skal de vænnes til at få dem klippet, og der opdager man, at moppen har uanede kræfter, og fornemmer negleklipperen lang tid inden, man har rejst sig for at gå i gang. Jo yngre de er, jo hurtigere accepterer de negleklipperen.

Har du nogle gode råd til folk, der overvejer at anskaffe sig en mops?

Husk at moppen ikke er god til varme, så vær altid meget omhyggelig med ikke at tage den med i bilen i varme, ikke at motionere den når det er varmt, og ikke efterlade ude eller inde, hvis der er varmt.

Racen indeholder en del skjulte sygdomme, som man desværre ikke har mulighed for at opdage, i det de fleste optræder efter 6 måneders alderen.

Demodex en hudlidelse, der starter sammen med hvalpen skifter tænder, tæverne går i deres første løbetid, eller f.eks flytning i den periode, altså stressrelaterede perioder. Det viser sig ofte ved pletter på størrelse med en 1 øre, ofte på siden af hovedet og forbenene, nogle gange udvikles det ikke mere og kaldes lokal, andre gange forsvinder alle hårene, og ofte med sekundære infektioner i huden.

Selv i dag fejlbehandler en del dyrlæger racen, og giver den prednisolon sammen med antibiotika. Prednisilon er absolut forbudt, da det forværrer sygdommen ekstremt, og det har i tidernes løb været medvirkende til aflivning, da sygdommen skal helbredes med antibiotika og flydende medicin (Ivomec). Heldigvis er dyrlægerne i dag meget dygtigere til at behandle sygdommen, end da jeg startede, og moppen bliver heldigvis helbredt for de flestes vedkommende.

Lidelser i rygraden Hemivertebra ,HD og Calve legg Pertes – de 2 sidstnævnte i bækkenet, kan også forekomme, heldigvis ikke så ofte. Symptomerne er halthed, eller de slæber benene hen over jorden. Jeg plejer at sige, at hvis en moppe er ca. 1 år og har problemer med at hoppe op i sofaen, så er der noget galt. Løse knæskaller, som findes i mange dværgracer, er yderst sjældent.

Endelig forekommer lidelser i åndedrætsorganerne, og der er det nødvendigt, at man vurderer moderen. Hvordan hun trækker vejret, om hun kan springe rundt uden at blive forpustet eller stakåndet, og om hun har store åbne næsebor, samt at næserynken ikke er så stor, at den når ned over næseborene. Ofte befinder problemerne sig nede i halsen. Det kan ikke ses, men selve vejrtrækningen skal være normal.

I Dansk Kennel klub har der været fokus på disse problemer de sidste 10 år, og som dommere er vi forpligtigede til at slå hårdt ned på kortnæsede racer med usund vejrtrækning, hvilket har fjernet mange, mange usunde mops. Man skal dog ikke blive bange, hvis en mops snorker i dyb søvn.

Tidligere var der mange øjenskader – de er heldigvis minimeret. Moppen skal have store runde øjne, men de er avlet, så de i dag ikke er udstående.

Husk at være kritisk, når du vælger, hvorfra du vil købe din mops. En flot hjemmeside med søde børnebilleder og hvalpe med fine halsbånd, er ikke nødvendigvis ensbetydende med et godt sted. Hobbyopdræt med rigtig mange kuld passer måske ikke altid sammen med virkeligheden. Derfor er det meget vigtigt, at man køber hos en opdrætter, man har tillid til, som har forstand på racen, og hvor man som minimum kan se moderen. Hvalpene skal naturligvis være i huset, ikke i et udhus.

At hvalpen er opdrættet privat, er heller ikke altid det bedste, for hvis tæven er parret, fordi det kunne være morsomt, eller fordi den har godt af et kuld hvalpe, så ved opdrætter ikke nok om racen, hvis ikke de har en erfaren opdrætter med på sidelinjen til at hjælpe dem.

Mopper uden stamtavle er også meget udbredte – nogen gange har forældrehundene stamtavle, og her kan man så undre sig over, hvorfor hvalpene ikke har.

Jeg, personligt, synes også, at hvis en kommende moppemor har været på udstilling og fået beskrevet dens udseende af en dommer, og har en ting der kan forbedres, så skal man vælge en passende han, der ikke har den samme fejl.

Det værste og allerstørste problem indenfor racen er den store import af hvalpe fra Ungarn og Polen fra hundehandlere. Disse hvalpe kan findes overalt på annoncesider på nettet, og prismæssigt koster de cirka det halve af en hvalp med stamtavle. Problemet er, at det ofte er 5-6 uger gamle hvalpe opdrættet på hvalpefarme, og med parasitter, orm og ofte tarminfektioner, og sådan en hvalp kan meget hurtig blive meget kostbar i dyrlægeregninger, hvis den da overlever.

Kort og godt er en mopshvalp med stamtavle dyrere, men den har også en dyrlægeattest, inden den bliver afhentet, 2 års købsgaranti, samt en opdrætter der vil hjælpe med sin viden, og så er man nået langt. Jeg anbefaler desuden en sygeforsikring, da en enkel skade hurtigt kan blive meget dyr i dyrlægeregninger.

Dansk Kennel Klub har en hvalpeliste, hvor man kan se hvalpekuld. Her er det beskrevet, om forældredyrene er blevet undersøgt hos dyrlægen efter specialklubbens anbefalinger.

Sørg for at være kritisk når du skal have mops. Invitér gerne en hundekyndig bekendt med, og fald ikke for dygtig salgsteknik, og alle mulige forklaringer. En mops er en vidunderlig følgesvend for hele familien, så betal den pris der bliver forlangt for en ordentlig hvalp, det er rigtig dyrt at opdrætte dem.

Hvis man gerne vil have to mopper, så enes de flot, men køb ikke to på en gang – vent til den første er udvokset. De kan sagtens gå sammen to hanner eller to tæver.

Foto: Venligst udlånt af Birgit Seloy

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*