Forside » Hunderace » Raceportræt: Skotsk terrier
« Ny søgning efter hunderacer

Raceportræt: Skotsk terrier

skotske terrier

Ulla Rønnow har hjulpet os med portrættet af skotsk terrier. Ulla har i mere end 20 år haft et lille, men seriøst hobbyopdræt af skotsk terrier under kennelnavnet Dreamskot.

Ulla Rønnow er desuden forfatter til de to bøger ”Hvalpe som hobby” og ”Tillykke med hunden”.

Hvad kendetegner en skotsk terrier?skotsk terrier og børn

En skotte er stolt, stoisk, stædig og helt sin egen. Den er meget kærlig, men bestemmer selv hvem, der skal kæle med den, hvornår og hvor længe. Den passer på sin familie, men er venlig og imødekommende overfor gæster. Den siger goddag – og så går den sine egne veje.

Skotten er oprindelig avlet til selvstændigt at jage over og under jorden, hvorfor mange skotter – hvor lydige de end er – er helt uden for pædagogisk rækkevidde, når de først får fært.

De fleste skotter er loyale og trofaste kammerater for familiens børn, hvis de er ordentlig præget og fornuftigt socialiseret, og de går sjældent af vejen for en god gang fodbold hjemme på græsplænen.

Hvor meget motion/aktivering kræver en skotsk terrier?

skotsk terrier og motionEn skotte er en kraftigt bygget hund, der dog godt kan lette rumpen, især når den går på jagt. Den elsker en lang tur i skoven, men den trives også fint med spadsereture i villakvarteret. Det tager sin tid, for den skal have snuden i alt. Det handler nemlig om at være velorienteret.

Som hvalp har skotten masser af krudt, der skal brændes af, hvilket kræver en hel del aktivitet, men efterhånden som den bliver ældre, bliver den mere sat og værdig. Derfor egner den sig glimrende til modne mennesker – men den duer ikke, som følgesvend for en motionsløber. Spadsereturen foregår i skottens tempo, ellers monterer den fluks fire nye bremseklodser.

Hvordan aktiverer man bedst en skotsk terrier udover gåture?

En skotte elsker at bruge sin næse. Især at gå spor og lave søgeøvelser, men man kan med stor fornøjelse dyrke alle hundesportsgrene med den. Man skal dog ikke forvente, at fx lydighed eller agility fører til medaljer. Men at blive stimuleret og aktiveret er et hit for alle hunde – uanset race.

Er der pelspleje eller lign., man bør være opmærksom på?

En skotte er en pelsrace, der skal trimmes. Det kræver både tid, kræfter, opdragelse – og penge. Pelsen består af to lag – en blød underuld og et strid dækpels. Pelsen beskytter hunden mod vind og vejr.

Mindst en gang om ugen skal skotten op på et bord med et skridsikkert underlag og børstes og friseres grundigt igennem – i alle hjørner og kroge. Og så skal den stride dækpels trimmes (det er en dødssynd at klippe den) af en kompetent skottetrimmer mindst hver tredje måned.

Er man ikke til pelspleje, skal man ikke vælge en skotte. Til gengæld fælder en veltrimmet skotte ikke.

Har du nogle gode råd til folk, der overvejer at anskaffe sig en skotsk terrier?

Skotten er generelt en robust hund, hvis den er købt hos en seriøs opdrætter. Som race har den ofte forhøjede værdier af visse leverenzymer, skotsk terrier hvalphvilket ikke behøver betyde noget som helst. Men hos ældre hunde kan det være et symptom på Cushings Syndrom. Som hos mange andre racer, ses også lymfekræft og blærekræft. Genetiske sygdomme, som det desværre endnu ikke er muligt at teste for. Derfor er en sygeforsikring altid en god ting at have, uanset hvilken hunderace, man vælger.

Du kan læse mere om skotter og racens sundhed her (på engelsk).

En skotte kan sagtens omgås andre hunde, hvis den er blevet godt socialiseret som hvalp, fx på et hvalpetræningskursus.

Nogle skottehanner kan dog have det lidt svært med andre hanhunde. Men som et gammelt ord siger: En skotte ypper ikke kiv, men den finder sig heller ikke i noget. Skotten er en helt speciel hunderace, og har man én gang haft skotte, fx som barn, ja så er det kun én race, der duer. Mantraet: “En gang skotte – altid skotte”, gælder stadig.

Fotos: Venligst udlånt af Ulla Rønnow

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*