Forside » Bøger, film, TV og nettet » Hundeslædekørsel i dette års julekalender på DR

Hundeslædekørsel i dette års julekalender på DR

Slædehunde fra Nissebanden i GrønlandSom de fleste nok har hørt genudsender DR i år den populære julekalender ”Nissebanden i Grønland”. Hunde Nyheder har i den forbindelse talt med Flemming Jensen, der spiler grødnissen Lunte i kalenderen, og spurgt ind til, hvordan det var at arbejde med hundene under indspilningerne.

Erfaren hundeslædekører

Flemming Jensen, der spiller nissen Lunte i Nissebanden i Grønland, har tidligere boet et par år i Grønland. Han boede dengang i en mindre bygd og havde sit eget hundespand, så han kunne komme omkring. Da optagelserne til Nissebanden fandt sted, var det i midlertidig 16 år siden, Flemming var bosiddende i Grønland, så han drog derop en måned før optagelserne for at genopfriske hundeslædekørslen. Takket være kontakterne i Grønland var det muligt for ham at låne et fast hundespand til træningen (det er ellers ikke kutyme at låne sine hunde ud). Det samme hundespand blev i øvrigt senere blev brugt under indspilningerne.

1 kilo fisk per hund

Flemming Jensen fortæller, at det var en stor oplevelse at optage julekalenderen i den smukke Grønlandske natur, men at det naturligvis ikke er fri for udfordringer at arbejde med levende dyr. Bl.a. spiser hver slædehund 1 kilo fisk dagligt, så der skulle en hel del fisk til at holde hele hundespandet kørende. Derudover var det et større koordineringsarbejde, når der skulle filmes hundeslædekørsel, fordi der så skulle køre flere hundespand tæt på hinanden.

Flemming var i øvrigt den eneste af de 5 medvirkende nisser, der styrede hundeslæden selv, hvilket han var ganske godt tilfreds med, for som han siger, så er det bare ikke det samme at være passager på en hundeslæde, når først man én gang har prøvet at styre selv.

Hundene var vilde med julemandens hus

Vi spørger Flemming, om han har en sjov historie fra samarbejdet med slædehundene og han fortæller med et grin en historie om en dag, hvor der skulle indspilles en særlig scene. Hundene skulle løbe mod julemandens hus og scenen måtte tages om og om igen. Da den endelig var i kassen, var hundene til gengæld blevet vildt begejstrede for at løbe hen til julemandens hus, så det krævede lidt ”overtalelse” at få dem på andre tanker. Afslutningsvist spørger vi Flemming, om han selv har hund, og han fortæller, at han pt. ingen hunde har, men tidligere har haft flere forskellige, bl.a. Border Collierne Gin og Tonic.

Nissebanden i Grønland

Nissebanden i Grønland sendes på DR 1 hver dag fra d. 1. til d. 24. december. Julekalenderen bliver sendt dagligt kl. 19:30 og udover nisserne, Lunte, Puk, Skipper, Gemyse og Hr. Mortensen, kan vi bl.a. se frem til en masse smukke scener med hundeslædekørsel i den Grønlandske natur.

Fotos: Preben Trunshøj – venligst udlånt af DR

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*