Forside » Arrangementer og udstillinger » Stor international hundeudstilling i Vejen

Stor international hundeudstilling i Vejen

border collie ved DKK udstillingDansk Kennel Klub afholder den 14. og 15. august international hundeudstilling i Vejen. Udstillingen foregår fortrinsvis udendørs ved Vejen Idrætscenter i det sydlige Jylland.

Næsten 220 forskellige racer på programmet

Der er tilmeldt knap 2.700 danske og udenlandske hunde fordelt på 217 racer. Der er 96 forskellige racer på programmet om lørdagen og hele 121 om søndagen. Hertil kommer et stort antal deltagere i både Agility, Lydighedsprøver, Rally-lydighed og Heelwork to Music, (også kaldet Dog Dancing). I tilslutning til udstillingen er der desuden et stort antal stande med foder og hundeartikler i alle afskygninger.

Flest Berner sennenhunde på udstillingen

Racen Berner sennenhund topper udstillingen med 107 tilmeldte eksemplarer om lørdagen. Blandt andre rigt repræsenterede racer kan nævnes Cairn terrier, Grand danois, Golden retriever, Labrador retriever, Cocker spaniel, Coton de Tulear, Fransk bulldog og Cavalier King Charles spaniel, der alle er repræsenterede med over 50 tilmeldte eksemplarer i hver deres race.

Om hundeudstillingen

Udstillingshundene bedømmes fra kl. 10 om formiddagen til et par timer hen over middag, hvor de indledende racebedømmelser efterhånden afsluttes. Når de indledende konkurrencer er forbi, kæmpes der begge dage fra kl. 16 i “Store Ring” om titlerne bedste hvalp, bedste avlsklasse, bedste opdrætsklasse og bedste veteran. Sidst på eftermiddagen søndag kulminerer konkurrencerne med den flotte “Best in Show”-finale, hvor udstillingens allerbedste hund kåres.

Udstillingens adresse er:

Vejen Idrætscenter, Petersmindevej 1, 6600 Vejen.
Entré begge dage er 50 kr. for voksne og 10 kr. for børn.

Foto: © Line, Hunde Nyheder

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*