Forside » Forskning, viden og oplysning » Lad vær med at bebrejde hunden, træn ejerne

Lad vær med at bebrejde hunden, træn ejerne

aggressive hunderacer

Sådan lyder det fra forfatteren bag en nyere, britisk undersøgelse af aggression blandt hunde.

Racen er ikke en god indikator, når det kommer til aggression

Undersøgelsen er blevet udført på ’University of Bristol’s School of Veterinary Sciences’ , og forskerne har forsøgt at skabe et overblik over potentielle risikofaktorer, når det kommer til hunde, der udviser aggression i tre forskellige sammenhænge;

  • Overfor familiemedlemmer
  • Overfor fremmede i hjemmet
  • Overfor fremmede udenfor hjemmet

I forbindelse med undersøgelsen har forskerne undersøgt mere end 14.000 hundeejere i Storbritannien og indsamlet knap 4.000 svar.

Ifølge undersøgelsen er racen ikke en god indikator, når det kommer til at evaluere risikoen for, om en hund er aggressiv.

Alle hunde kan udvise aggression

I rapporten skrev forskerne bl.a. ”Det er vigtigt for hundeejere og andre at være opmærksomme på, at enhver hund er i stand til at udvise aggression, selv når den ikke har gjort det i andre situationer. Tilsvarende er en hund, som har vist aggression i én situation, ikke nødvendigvis “farlig ” i andre sammenhænge, hvilket er vigtigt at have for øje, når man foretager en vurdering af dyr, for eksempel på internater”.

Racen har begrænset indflydelse på aggression

Undersøgelsens ledende forsker, Rachel Casey, har efterfølgende skrevet et blogindlæg, hvor hun skriver, at der er mange andre faktorer end lige race at tage i betragtning, når man skal evaluere risikoen for aggression.

”Det er klart, at forskellige racer varierer i forskellige aspekter af deres adfærd – det kan enhver hundeejer skrive under på. Men når det kommer til risiko for aggression, har racen temmelig lille indflydelse. Det er også vigtigt at påpege, at vi ikke ved, om det skyldes hundene selv, for de kunne også være blevet påvirket af den type mennesker, der vælger at eje bestemte typer af racer. Så når man skal evaluere risikoen for aggression hos den enkelte hund, er der vigtigere faktorer at overveje end racen”, skriver Rachel Casey blandt andet.

Er et hundekørekort på sin plads?

Rachel Casey runder sit blogindlæg af med disse ord;

”Nye bilister modtager en grundig uddannelse, der afsluttes med en teoretisk og praktisk køreprøve. Vi har veletablerede, og stort set accepterede, kutymer, der styrer bilisters adfærd for at mindske risikoen for ulykker, og love til at håndhæve dem. Det ville være fornuftigt at benytte den samme fremgangsmåde til at reducere aggression mod mennesker hos hunde”.

Kilde: Huffington Post og The Conversation
Foto: ©iStockphoto.com/YuriyGreen

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*