Forside » Forskning, viden og oplysning » Lær at læse med en læsehund

Lær at læse med en læsehund

Børn læser op for hundePå Fredericia Bibliotek blev der sidste vinter startet et projekt op med såkaldte ”læsehunde”. Tanken var, at læsehundene skulle hjælpe børn med læsevanskeligheder med at forbedre deres læseevner.

Projekt læsehund

Da biblioteket for cirka halvandet år siden startede op med projekt læsehund, var det efter inspiration fra et lignende projekt i USA. Bibliotekar Lone Pedersen kontaktede den pædagogiske konsulent Elise Venndt og sammen startede de projektet op for at se, om læsning for hunde kunne vække læseglæden hos børn, der har svært ved det og derfor ofte giver op i afmagt.

At finde de helt rette læsehunde

Det tog tid at finde frem til de helt rette hunde til projekt læsehund. Lone Pedersen uddyber ”Vi ville være helt sikre på, at børnene fik en positiv oplevelse. Derfor var det vigtigt, at hundene magtede børnene, at de ikke mistede interessen og frem for alt, at de ikke bed nogle”. Hundene fandt de hos Nordjyllands Dyreadfærdsklinik, der træner terapihunde og netop havde uddannet Danmarks første læsehund. 

Læs for en schæfer

Projektet kørte over 3 søndage, hvor Vibeke Reese og Bente Ulrik fra Nordjyllands Dyreadfærdsklinik mødte op på biblioteket med 3 læsehunde; en Schæfer og 2 Corgier. På biblioteket var der blevet indrettet forskellige hyggekroge, hvor børnene kom alene ind med en hundetræner og en hund. Barnet læste op for hunden, mens hundetræneren holdt sig i baggrunden. Kun hvis træneren kunne se, at barnet ikke magtede at læse i hele tidsrummet, brød hun ind og de lavede sammen nogle små øvelser med hunden, så den samlede oplevelse blev positiv og gav barnet en god oplevelse med at læse.

Kan hunde lære børn at læse?

Konklusionen på projektet var, at hundene gav børnene en langt større selvtillid. Bibliotekar Lone Pedersen fortæller, at børnene i de efterfølgende interviews gav udtryk for, at de havde syntes, det var både sjovt og spændende at læse for hunden. Enkelte nævnte, at de slappede af, fordi hundene ikke rettede og det ikke gjorde så meget, at de læste forkert. Også børnenes forældre har været begejstrede for projektet – bl.a. har en af dem fortalt, at hendes søn nu læste højt for familiens katte, men at kattene nogle gange gik fra ham…

Projektets succes har medført, at en ny og mere systematisk undersøgelse vil blive sat i værk i foråret 2012 med støtte fra TrygFonden.

Foto: ©iStockphoto.com/Ira Bachinskaya

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*