Forside » Forskning, viden og oplysning » Må man tage hunden med sig ind i himlen?

Må man tage hunden med sig ind i himlen?

hvad skal der ske med hunden når du dør

Det sker, at døden kommer ganske uden forvarsel, så har du egentlig tænkt over, hvad der skal ske med din hund, hvis du dør før den?

Overvej hvad der skal ske med hunden

Du er formentlig den, der kender din hund bedst, og derfor har du også den fornødne viden, når det kommer til at beslutte, hvad der skal ske med hunden, hvis du dør før den. Måske ved du, at den slet ikke ville egne sig til at komme ud i et nyt hjem, og finder det derfor mest rigtigt, at den aflives? Eller måske har du en person i omgangskredsen, hvor du ved, at den vil få det som blommen i et æg?

– På samme vis som vi generelt opfordrer folk til at overveje at oprette et testamente, kan vi kun råde til, at man som hundeejer også gør sig nogle tanker om, hvad der skal ske med ens hund, hvis man dør før den. Med mere end en halv million hunde i Danmark er det nemlig en problemstilling, der løbende opstår, forklarer familieretsadvokat Bodil H. Ravn fra ADVODAN i Vejen.

Anbefaler et testamente

– Et testamente vil til hver en tid være den bedste løsning, hvis du har specifikke ønsker på din hunds vegne. Med et sådant undgår du, at der opstår splid om, hvad der skal ske med hunden, hvilket i værste fald kan ende med, at dit ønske ikke bliver fulgt, siger advokat Bodil H. Ravn og forklarer videre

– I et testamente har du også mulighed for at vælge, at der skal følge nogle penge med hunden, f.eks. til køb af foder, dyrlægeregninger m.v., og summen kan naturligvis betinges af, at vedkommende, du har udpeget til at overtage hunden, rent faktisk ender med at få den. Såfremt hunden udgør en reel værdi, for eksempel hvis der er tale om en højtpræmieret avlshund, vil et testamente også være den eneste rigtige løsning, idet alt af værdi som udgangspunkt indgår i boet og tilfalder arvingerne, med mindre andet fremgår af et testamente, runder hun af.

Så selvom det ikke er det sjoveste emne at tage op til overvejelse, er det måske alligevel bedre at gøre sig nogle tanker på forhånd og sørge for at få indflydelse, end at overlade alle beslutningerne til personer, der måske slet ikke kender din hund tilstrækkeligt?

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*