Forside » Politik, regler og love » Miljøpartiet Fokus tager hundeloven op i EU

Miljøpartiet Fokus tager hundeloven op i EU

amerikansk staffordshire terrier

Anna Rosbach, der er medlem af Europa-Parlamentet (og Miljøpartiet Fokus) valgte i går at tage den danske hundelov op i EU.

Bliver folketinget tvunget til at ændre hundeloven?

Miljøpartiet Fokus har været indædte modstandere af hundeloven, siden den blev vedtaget 1. juli 2010, og partiet kræver nu svar fra EU-Kommissionen, om hvorvidt hundeloven overhovedet er lovlig i dens nuværende udformning.

I går stillede Anna Rosbach en række spørgsmål til EU-Kommissionen for at få afdækket, om den danske hundelov er i strid med EU-lovgivningen. Skulle den vise sig at være det, bliver det danske folketing nødt til at ændre loven.

Er den danske hundelov overhovedet lovlig?

Spørgsmålene, som Anna Rosbach stillede til EU-Kommissionen i går, drejer sig bl.a. om:

  • Den vilkårlige udvælgelse af de såkaldt farlige hunderacer
  • Den omvendte bevisbyrde og den tilfældige vurdering af hundenes adfærd
  • Begrænsningen af ’varenes fri bevægelighed’ (når hunde der er forbudte i Danmark, er tilladte i andre EU-lande)

Christian H. Hansen, formand for Partiet Fokus, har tidligere udtalt, at problemet – som han ser det – som udgangspunkt sidder i den anden ende af snoren. Læs mere her

Hundenyheder vender naturligvis tilbage til sagen, når EU-kommissionen har svaret på Anna Rosbachs spørgsmål.

Foto: ©iStockphoto.com/Eriklam