Forside » Sundhed og sygdom » Når hunde får hedeslag

Når hunde får hedeslag

Når hunden får hedeslagSommeren er endelig kommet til Danmark, og præcis som det er tilfældet for os tobenede, kan familiens hund få det varmt, når temperaturerne stiger. Dyrekassen Danmark opfordrer derfor til, at man som hundeejer er opmærksom og tager nogle forholdsregler for at beskytte hunden i varmen.

Hunde og varme biler

Varme og hunde i biler er en rigtig dårlig kombination, og hvert eneste år koster det hunde livet og mange lidelser, at de efterlades i en parkeret bil i sommervarmen. Det er ingen garanti at parkere i skyggen, for solen flytter sig som bekendt, og selv hvis bilen holder i skygge hele tiden, kan temperaturen sagtens blive livstruende for en hund.

Betina Nygaard Bæk, familiedyrskonsulent hos Dyrekassen Danmark, forklarer, at hovedårsagen er, at hunde har meget sværere ved at komme af med varmen end mennesker. De kan nemlig ikke svede, men regulerer i stedet deres kropstemperatur ved at afgive varme via deres tunge, luftveje og trædepuder. Hertil kommer, at de kortsnudede racer har større sandsynlighed for at få hedeslag end andre racer, da de ofte har en besværet vejrtræning.

Køl hunden ned med vand på 15-20 grader

Symptomerne på en hund, der er ved at få hedeslag er

  • Hunden har overfladisk og hyppig vejrtrækning
  • Hundens tunge hænger ud af halsen
  • Hunden savler
  • Der ses fråde
  • Hunden virker desorienteret og rastløs

Her er det vigtigt at reagere hurtigt: Bring straks hunden i skygge og køl den ned med tempereret vand på 15 til 20 grader eller et vådt klæde på de steder, hvor dens hud er tynd, såsom i lysken og i armhulerne under forbenene. Det er vigtigt, at vandet er tempereret, da for koldt vand forhindrer hunden i at komme af med varmen. Tilbyd desuden hunden vand ved stuetemperatur, inden du kører den til dyrlægen.

Kontakt politiet eller tag sagen i egen hånd?

Hvis du ser en fremmed hund sidde i en solvarm bil med hedeslagssymptomer, bør du straks kontakte politiet. Bliv ved bilen; dels for at sikre dig at der reageres på dit opkald og dels for at holde øje med om hunden får det værre.

Hvis hunden er i en meget kritisk tilstand, kan du vælge at handle i nødret. Bryd ind i bilen, så skånsomt som muligt og sørg altid for at alliere dig med et vidne til ”indbruddet”. Hvis du handler i nødret, kan der nemlig være en risiko for, at du har fejlvurderet situationen, eller at ejeren dukker op umiddelbart efter. Er det tilfældet, kan du både straffes og drages til ansvar for skader på bilen.

Foto: Dyrekassen Danmark

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*