Forside » Transport og rejse » Skal hunden i hundepension til sommer?

Skal hunden i hundepension til sommer?

valg af hundepensionVinterferien er kun lige overstået, det er koldt og gråt og sommerferien synes stadig ufatteligt langt ude i horisonten. Ikke desto mindre bør du snart overveje, hvad hunden skal til sommer, så du kan være på forkant, hvis du f.eks. har brug for at få hunden passet i hundepension.

Bestil sommerplads i hundepensionen i februar

De fleste populære hundepensioner anbefaler, at man som hundeejer booker sommerferieplads til hunden i februar, hvis man vil være sikker på, at hundepensionen har plads til hunden i sommerferien.

Med andre ord er det altså nu, du skal booke plads, hvis du har brug for at få din hund passet i hundepension i sommerferien.    

Vær omhyggelig når du vælger hundepension

De fleste gør et stort forarbejde og en del overvejelser, inden de vælger sommerferiedestination til sig selv, og denne fremgangsmåde bør man også benytte sig af, når hundens pension skal vælges.
Lige såvel som der er stor forskel på hoteller, campingpladser, feriehytter og lignende, er der nemlig også stor forskel på hundepensioner. Kvalitet og pris følges ikke nødvendigvist ad, så rådet herfra er at undersøge de enkelte hundepensioner nøje og måske også spørge andre hundeejere til råds. 

Læs også vores artikel om at passe andres hunde (hvis du foretrækker at lade familie eller venner passe din hund)

Ting, du kan overveje, når du skal vælge hundepension

Når du skal finde den rette hundepension til din hund, kan du f.eks. spørge ind til

  • Hvordan forløber en typisk dag i hundepensionen
  • Hvor meget er hunden alene, dvs. hvor meget menneskelig kontakt er der med hunden
  • Hvor ofte luftes hunden
  • Hvordan luftes hunden, f.eks. om den luftes alene eller sammen med andre hunde, i indhegnet friløbsområde eller som gåtur med snor på
  • Er der separate bokse til hver hund eller holdes der flere hunde i samme boks
  • Hvordan foregår fodringen, f.eks. hvor ofte der fordres og om du kan medbringe hundens eget hundefoder
  • Hvad er proceduren, hvis der skulle ske noget, hvor dyrlægehjælp er påkrævet
  • Hvilken baggrund har ejeren af hundepensionen for at drive hundepension (nogle har f.eks. en uddannelse som hundeadfærdsbehandler i bagagen)

Det er en rigtig god idé at aflægge flere hundepensioner et besøg, inden du sender hunden på ferie, så du har noget at sammenligne med. Du kan derudover tage et kig på reglerne på området, så du er bekendt med dem inden besøget, og derfor kan se, om hundepensionen overholder reglerne om f.eks. krav til plads. 

Du kan desuden overveje, om det kunne være en idé, at hunden var i pension i en weekend en måneds tid eller to, inden den skal på ”rigtig” ferie, så den kender lidt til stedet, og du som hundeejer har en idé om, hvordan hunden reagerer på at være i pension.  

Foto: Line, Hunde Nyheder

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*