Forside » Sundhed og sygdom » Smitsom virus i omløb

Smitsom virus i omløb

hundelort

Dyrlæger i hovedstadsområdet advarer netop nu om en smitsom mave-tarm-infektion, der florerer i området.

Ifølge BT modtager dyrlæger i Københavns-området for tiden ekstraordinært mange opkald fra bekymrede hundeejere, hvis hunde lider af diarre og opkast.

– Vi har både henvendelser om de milde tilfælde, hvor man kan klare det med diæt og mælkesyrebakterier, og de mere alvorlige tilfælde, hvor hunden må i medicinsk behandling, siger Dyrlæge Anne Sørensen fra Fasanvejens Dyreklinik til avisen. Anne Sørensen er samtidig sektionsformand for Hund, Kat og Smådyr under Den Danske Dyrlægeforening og forklarer, at der som udgangspunkt ikke er grund til stor bekymring. Virusinfektionen ses typisk et par uger hvert år, hvorefter det stilner af igen. Årsagen, til at så mange hunde rammes af virusset, skal findes i, at hundene færdes i de samme områder og smittekilden er den tynde afføring, som hundeejerne ikke kan samle op.

Sådan gør du, hvis din hund har diarré

  • Tag maden fra hunden og lad den faste i mindst 24 timer
  • Sørg for at hunden har adgang til rent vand, evt. blandet med salt og honning
  • Giv hunden skånekost efter fasteperioden på 24 timer, bestående af kogt fisk/ris eller kylling/ris
  • Hold øje med hundens afføring og opkast og læg mærke til hyppighed og udseende
  • Ved voldsom diaré eller blodig diaré – gå til dyrlægen

Kilde: Agria Dyreforsikring