Forside » Bøger, film, TV og nettet » SuperBowl reklame mødt af massiv modstand

SuperBowl reklame mødt af massiv modstand

superbowl hunde

Et amerikansk firma har måttet sande, at hundeejeres kærlighed til menneskets bedste ven er stærk, og at der bliver reageret prompte, hvis man krydser linjen.

SuperBowl reklamer kan sælge varen

Årets SuperBowl løber af stablen 1. februar. En begivenhed, der typisk har op mod 110 millioner seere, og hvor man af samme årsag, skal af med omkring 29 millioner danske kroner for et 30 sekunders reklamespot.

Får man lavet en god reklame, er man til gengæld sikret omtale i lang tid efter, så alle sejl sættes til, når der skal produceres reklamer til SuperBowl. Mange hundeejere kan formentlig stadig huske Budweiser reklamen ”Puppy Love” fra sidste år (ellers er der mulighed for et gensyn nederst i artiklen).

Et amerikansk domænefirma har dog i den grad fejlet i år. Det fandt de ud af, efter at de i går lagde reklamen online, og blev mødt af en kritik så massiv, at det nu er blevet besluttet slet ikke at vise reklamen til SuperBowl.

Reklame vakte stærke følelser

Reklamen bærer navnet “Journey home” og kort fortalt starter den med at vise en hvalp, der sidder på ladet af en truck. Hvalpen falder ud af trucken, da den kører gennem et ujævnt terræn og må selv klare resten af den lange tur i barskt vejr. Slutdestinationen er en gård, hvor der tages imod af en person, der lader til at være hvalpens ejer.

Det viser sig imidlertid, at personens glæde skyldes, at hvalpen er blevet solgt online. Reklamen slutter med, at hvalpen sidder i en varebil og er klar til at blive kørt til sin kommende ejer.

Reklamefilmen blev efterfølgende mødt af meget hård kritik fra adskillige hundeejere og dyreværnsorganisationer. Blandt andet SPCA som på Facebook har skrevet ”Hvis du kan købe en hundehvalp på nettet, og få den leveret den efterfølgende dag, støtter du sandsynligvis umenneskelig avl”.

Kritikken var været så hård, at GoDaddy, som er navnet på domænefirmaet, der reklameres for, har set sig nødsaget til at trække reklamen tilbage og sikre sig, at den ikke bliver vist til SuperBowl. I en udtalelse fra firmaet lyder det blandt andet, at de har fejlvurderet den følelsesmæssige reaktion på reklamen.

Utraditionel reklame

Til trods for at reaktionen er kommet bag på firmaet, tyder alt på, at de været fuldt ud bevidste om, at der var tale om en overraskende og utraditionel reklame.

I en pressemeddelelse udsendt, længe før reklamen blev vist, udtalte GoDaddys marketing direktør Barb Rechterman for eksempel: ”Folk elsker søde, små hvalpe i Super Bowl reklamer, ikke? Det bærende element i vores næste Super Bowl reklame er, hvordan det ændrer sig fra dét, du tror, er en traditionel “Hallmark” (firma, der blandt andet er kendt for søde postkort, red.) agtig reklame til noget uventet, mens det fremhæves, hvordan vores produkter hjælper en mindre virksomhedsejer med at drive forretning online”

Mens den kreative direktør, Gerry Graf, fra det New York baserede reklamebureau Barton F. Graf 9000, der står bag reklamen udtalte: “Vi har skabt en yderst underholdende reklame, der vil lade alle vide, præcis hvordan GoDaddy’s produkter kan hjælpe små virksomheder. ”Journey Home” er provokerende med et formål, sagt på en anden måde, denne reklame er alt andet end en traditionel reklame”.

De vellykkende SuperBowl reklamer med hunde

Der findes bestemt eksempler på vellykkede SuperBowl reklamer med hunde. Heriblandt den Budweisers ”Puppy Love” fra 2014, som ses herunder.

Budweiser er i øvrigt klar med en ny reklamefilm med en hund i hovedrollen til dette års SuperBowl, og den er vi sikkert mange, der glæder os til at se.

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*