Forside » Politik, regler og love » Tag resterne fra restauranten med hjem

Tag resterne fra restauranten med hjem

De fleste har sikkert oplevet ikke at kunne spise alt den lækre mad, der serveres på et restaurantbesøg. Nu opfordrer Landbrug & Fødevarer til, at restauranterne stiller så kaldte ”doggy bags” til rådighed, så resterne kan tages med hjem.

Ifølge en pressemeddelelse udsendt fra Landbrug og Fødevarer smides der hvert år over 29.000 ton mad ud fra danske hoteller og restauranter, og selvom der mange andre steder i samfundet er indført tiltag for at bekæmpe madspild, så er tendensen endnu ikke slået igennem i restaurationsbranchen.

Obligatorisk at tilbyde doggy bags til kunderne

Landbrug & Fødevarer stiller i deres udspil om cirkulær bioøkonomi i den danske fødevareklynge forslag om, at det gøres obligatorisk for restauranter at tilbyde doggybags til deres kunder.

Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, siger i den forbindelse:

Helt generelt er trenden, at forbrugerne oftere og oftere spiser ude. Når vi spiser i en restaurant, er det ofte portionsanretninger, som ikke nødvendigvis er tilpasset den enkelte persons appetit. Derfor er der en reel risiko for, at der er en stigende mængde madspild som følge af de mange restaurantbesøg. Så for at dæmme op for det, mener vi, at det skal være obligatorisk for restauranter at tilbyde doggybags.

Landbrug & Fødevarer har rejst forslaget, da det ikke ligger til dansk kultur at spørge, om man må få sine rester med hjem, og derfor mener de, at restauratørerne bør stille spørgsmålet i stedet.

Måske familiens hund også vil bakke op om forslaget?

Kilde: www.ft.dk