Forside » Forskning, viden og oplysning » Udskældt kennel har mistet størsteparten af hundene

Udskældt kennel har mistet størsteparten af hundene

golden retrievere til hundens dag i tivoli

I sidste uge skrev vi om den sjællandske kennel, der tidligere har gået under navnet Hof-Joy. Grundet en tvangsauktion var kennelejerne fraflyttet ejendommen, men tilbage stod en masse efterladte hunde. Siden da er der heldigvis sket ting og sager…

Dyrenes Beskyttelse har fået overdraget 53 hunde

Siden tirsdag i sidste uge er i alt 53 hunde fra kennelen blevet overdraget til Dyrenes Beskyttelse. Rikke Christensen-Lee, dyrlæge og leder på Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde, er rystet over hundenes tilstand.

Hun fortæller bl.a., at nogle af hundene ikke var i stand til at spise pga. store bylder i munden, en hund havde brækket benet, mens en anden havde slebet sine tænder helt ned ved at bide i jernstænger. Andre hunde havde indgroede negle og nogle af hundene havde nedslidte trædepuder.

11 hunde var i så dårlig tilstand, at de blev aflivet med det samme. De resterende hunde befinder sig på Dyrenes Beskyttelses internater, hvor de holdes under observation og modtager behandling.

Danmarks Rockmama, en sand hundeven

Hele Danmarks Rockmama Sanne Salomonsen havde i øvrigt en finger med i spillet i ”befrielsesaktionen” af hundene. Efter at have hørt om den tragiske sag valgte Sanne Salomonsen nemlig at købe 18 hunde, som hun hentede sammen med repræsentanter fra Dyrenes Beskyttelse, der efterfølgende fik de 18 hunde i deres varetægt.

Også Linse Kessler og veninden Camilla har givet et bidrag til de stakkels hunde – de har nemlig valgt at donere hvad Linse Kessler selv kalder for deres ”Botox penge” til Roskilde Dyreinternat, hvor de er blevet øremærket til at hjælpe hundenes dårlige tænder.  

Dyrenes beskyttelse er skuffede over myndighederne

Dyrlæge og leder på Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde, Rikke Christensen-Lee, har svært ved at forstå, hvordan man kan svigte hundene så massivt. Hun kalder det grotesk og uforståeligt, at myndighederne ikke har grebet ind.

Hun fortæller desuden, at kennelen fortsat har 7 hunde. Hunde, som Dyrenes Beskyttelse meget gerne havde overtaget sammen med de øvrige, men da ejerne har indgået en aftale med politiet om, at de må beholde op til 10 hunde, er det desværre ikke muligt.

Kilde: Dyrenes Beskyttelse, Linse Kessler
Foto: Line, Hunde Nyheder (modelfoto)

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*