Forside » Blog » Udstillingsdebut med sit down strejke

Udstillingsdebut med sit down strejke

bernerudstilling i nyborg

Tro det eller ej men allerede weekenden efter vores lettere udmattende ringtræningsdebut skulle Wilma og jeg i ringen ”for alvor” for allerførste gang. Men ringtræningen in mente var jeg ærlig talt lettere nervøs ved tanken, men heldigvis var der rigtig mange henne og sige, at når der var tale om babyer, så gjaldt det først og fremmest om at have en god oplevelse og så behøvede det ikke være perfekt på nogen måde….

Vi var af sted både lørdag og søndag. Lørdag var det en kvindelig dommer fra Schweiz, der skulle dømme. Vi kom cirka en time før, så Wilma kunne nå at falde til ro og blive tryg ved stedet, inden hun skulle i ringen. Vi løb et par runder for sjov og hun fik hilst på nogle af sine søskende, øvrige familiemedlemmer og en masse andre søde vovser og deres ejere.

Der var syv babyer i ringen, og Wilma klarede det langt bedre end til træningen, selvom hun lavede et par sit down strejker undervejs, hvor hun pludselig satte sig ned og kiggede nysgerrigt på ”sit” publikum. Da hun skulle stå til sidst, blev hun også lidt træt i benene og besluttede derfor at lægge sig ned og tage et lille hvil med benene strakt bagud!

Selv blev jeg en smule svedig undervejs, og jeg var meget overasket over, at Wilma både fik raget en ”Særdeles lovende” og en 2. plads til sig! Men det bedste af det hele var faktisk, at hun nød det og havde det sjovt.

Hun var meget træt efter en begivenhedsrig dag, og sov hele vejen (cirka 1 time og et kvarter) hjem i bilen for at lægge sig og sove videre, da vi kom hjem 

Søndag var dommeren fra Østrig, og Wilma lod allerede til at være mere bevidst om, hvad hele udstillingstingen egentlig går ud på. Hun løb i hvert fald langt pænere end lørdag og strejkede også kun en enkelt gang undervejs.

Det mest “spændende” var, da jeg og en anden handler til slut fik besked på at løbe med vores babyer ved siden af hinanden, så han bedre kunne bedømme dem overfor hinanden. Holy moly, det var ikke nemt med to legesyge hvalpe, der kun havde øje for hinanden (min arm blev vist et par centimeter længere på den tur). Wilma endte dog med en flot tredjeplads og fik også ”Særdeles lovende” søndag.

Så alt i alt var det en meget positiv oplevelse. Wilma havde en fest – både udenfor og i ringen, og vi tobenede fik også hilst og snakket med en masse søde mennesker. Søndag aften var vi alle helt færdige, så det var tidligt sengetid.

En træt vovse efter en veloverstået udstilling….

Udstilling i nyborg berner sennen
 

Wilmas allerførste rosetter… (bemærk bidemærkerne i den første – det er tegnet på Wilmas festlige indstilling til tingene, og/eller et tegn på handlerens manglende erfaring, når det kommer til at holde rosetterne på god afstand af hvalpetænder)

rosetter hundeudstilling

 

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*