Forside » Forskning, viden og oplysning » Undersøgelse viser, at hver anden hund får for lidt motion

Undersøgelse viser, at hver anden hund får for lidt motion

Ifølge en stor husdyrundersøgelse foretaget af AniCura i Sverige motionerer en del hundeejere deres hund for lidt. Ifølge AniCura har de fleste hunderacer brug for omkring to timers motion dagligt, men 13 procent af hundene i undersøgelsen får maksimalt 5 timers motion om ugen.

Mange hunde får maks. 10 timers motion om ugen

Ifølge AniCuras undersøgelse motionerer hver anden hundeejer (52 %) sin hund maksimalt 10 timer om ugen, svarende til lidt under 1,5 timer om dagen. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at 13 % af hundeejerne maksimalt motionerer deres hund 0-5 timer om ugen.

Mængden af motion som den enkelte hund har behov for, afhænger af blandt andet hundens race og alder. Derfor er det vigtigt, at man sætter sig ind i de enkelte racers behov, inden man anskaffer sig en hund. Ligesom det er tilfældet for mennesker, har hunden brug for fysisk aktivitet for at føle sig godt tilpas, og den skal udenfor flere gange dagligt. AniCura råder til, at mindst en af turene har en varighed på mindst en time.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen “Husdyrbarometeret” blev udført af Yougov på vegne af Anicura. Undersøgelsen blev foretaget fra 8. maj – 11. maj 2018, og 1.017 husdyreejere, heraf 459 hundeejere, mellem 18 og 65 år har deltaget i besvarelsen via internettet. Resultatet er nationalt repræsentativt (i Sverige).

Motion er win-win for både hund og ejer

Hundenyheder har tidligere skrevet om den positive, helbredsmæssige effekt hunde har på deres ejere. Læs artiklen her: 12 områder, hvor hunden har en positiv indvirkning på dit helbred.

Noget af det, der er beskrevet i ovennævnte artikel er, at de daglige gåture med hunden er med til at sænke hundeejerens kolesteroltal og forberede konditionen. Begge dele er vigtigt for et godt helbred, så det er ikke kun godt for hunden at blive luftet – det smitter positivt af på ejeren!

Afslutningsvist skal nævnes, at det er vigtigt også at stimulere hunden mentalt, for eksempel gennem fodersøg, da motion alene ikke opfylder en hunds behov. Den skal også have lov til at bruge sit hoved.