Forside » Velfærd og velgørenhed » Varme dækkener på vej til de hjemløses hunde

Varme dækkener på vej til de hjemløses hunde

hjemløses hundeDe hjemløses hunde i Københavnsområdet kan i morgen se frem til en glædelig overraskelse. Der dukker Jennie Frausig nemlig op med et større antal hundedækkener og hundemåtter…

Mange hjemløse hundeejere er henvist til gaden

Vinteren nærmer sig og temperaturerne er støt faldende. Det giver selvsagt nogle udfordringer for de danske hjemløse, der har valgt at have hund. Der er nemlig kun ganske få herberger, der tager imod hunde, så mange af de hjemløse hundeejere og deres hunde er henvist til gaden.

Engelske Jennie blev inspireret til at gøre en forskel, da hun første gang hørte om danske Grethe, der også syr hundedækkener, og som vi i øvrigt tidligere har skrevet om, og gik efterfølgende i gang med en større produktion af hundedækkener.

Glad for at gøre en forskel

Jennie bor sammen med sin danske mand og de to irske ulvehunde, Kara og Casey, på Sydsjælland. Hun arbejder på fuld tid, men om aftenen og i weekenderne bliver der tilbragt en del tid foran symaskinen. I år er det indtil videre blevet til 50 hundedækkener og 19 hundemåtter, og en del af dem bliver altså delt ud til de hjemløse og deres hunde i morgen. Materialerne får Jennie primært fra venlige mennesker, der donerer tingene til hende, så hun på den måde kan være med til at gøre en forskel, hvilket hun sætter stor pris på.

Har du stofrester liggende og ønsker du at hjælpe de hjemløses hunde med at holde varmen?

Hvis du har stofrester liggende, som du alligevel ikke får brugt, tager Jennie således med glæde imod. Det kan f.eks. være

  • Tæpper
  • Velcrobånd
  • Vandtæt stof, f.eks. regnslag
  • Voksdug
  • Sytråd

Jennie kan kontaktes på mailen: jennifer@frausig.com

Læs også om Foreningen ”Hjælp til de hjemløses hunde i Danmark”, der arbejder på at forbedre vilkårene for de hjemløse hundeejere og deres hunde.  

Foto: Line, Hunde Nyheder

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*