Forside » Velfærd og velgørenhed » WSPA har succes med ”Halsbånd redder liv”

WSPA har succes med ”Halsbånd redder liv”

WSPA Halsbånd redder livVi har tidligere omtalt WSPA’s ”Halsbånd redder liv”-kampagne, hvis formål er at beskytte nogle af de 20 millioner hunde, der hvert år aflives pga. frygten for rabies.

Succesfuld ”Halsbånd redder liv”-kampagne

I november sidste år ankom WSPA til Cox’s Bazar i Bangladesh. Her skulle de hjælpe regeringen med at vaccinere hundene i området som led i ”Halsbånd redder liv”-kampagnen. I løbet af 14 dage havde 4 teams vaccineret over 70 % af Cox’s Bazars hundebestand, hvilket er tilstrækkeligt til at sikre, at såvel hunde som mennesker i området er beskyttet mod rabies.
Som bevis på at hundene er vaccineret og ikke udgør fare for rabiessmitte, er de blevet forsynet med et rødt halsbånd.

Flere kendte bakker op om ”Halsbånd redder liv”

WSPA’s ”Halsbånd redder liv”-kampagne bakkes op af flere kendte – således har bl.a. den engelske sangerinde Leona Lewis (med hittet A Moment Like This), den amerikanske skuespiller Kristin Bauer (Kendt fra bl.a. ”True Blood”) samt den engelske komiker Ricky Gervais (kendt fra bl.a. TV-serien ”The Office”) tilkendegivet deres støtte.

Ricky Gervais forklarer ”WSPA vaccinerer hundene og giver dem røde halsbånd på, så omgivelserne let kan se, at hundene ikke har rabies. På den måde beskyttes hundene mod brutal aflivning. Jeg støtter WSPA’s arbejde og opfordrer myndigheder verden over til at vælge vaccination – ikke aflivning – i kampen mod rabies”.

Du kan også vise din støtte

For at sprede kendskabet til ”Halsbånd redder liv”-kampagnen samt at hunde ikke bør udsættes for brutale masseaflivninger, har WSPA arrangeret en global gåtur. Den globale gåtur finder sted tirsdag d. 24. januar – den foregår på nettet og man kan melde sig til på WSPA’s hjemmeside

D. 24. januar vil hjemmesider og blogs verden over have et banner på deres side. Banneret viser hunde, der går fra venstre mod højre og når man holder musen over hundene, vil der dukke en besked op fra en af de mange tusinde, der har givet sin støtte til hundene ved at melde sig til den globale gåtur.

Foto: © WSPA. Venligst udlånt.

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*